Om jernbanerne i Italien
“De italienske jernbaner” gav engang indtryk af beskidte tog, forsinkelser som noget helt normalt og dårlig service, men de er blevet hurtigt forbedret i de senere år.
De italienske statsbaner blev i 2001 fuldt privatiseret ved at adskille infrastrukturforvaltningen fra togdriften. Infrastrukturforvaltningen blev overdraget til Rete Ferroviaria Italiana (herefter RFI), mens togdriften blev overdraget til Trenitalia. Det betyder dog ikke, at de italienske statsbaner ophørte med at eksistere som selskab; de består fortsat som holdingselskab for RFI og Trenitalia.
For almindelige rejsende, der ikke er jernbaneentusiaster, er det tilstrækkeligt at tænke på det som, at selskabet blev til Trenitalia efter privatiseringen. Det kan dog være værd at vide, at symbolet “FS” stammer fra forkortelsen for de italienske statsbaner, “Ferrovie dello Stato”.
På dette websted sætter vi også “Italienske Statsbaner” foran køretøjstypen, når vi præsenterer Trenitalias jernbanekøretøjer.
Om Italo
Denne højhastighedsbane, som åbnede i 2012, er kendetegnet ved sine dybrøde tog i en farve, der minder om rødvin. Den kører hovedsageligt på lukrative strækninger som Milano–Rom og Venedig–Rom og konkurrerer direkte med Trenitalias Frecciarossa. Det er ikke så mærkeligt, for den deler de RFI-administrerede spor med Trenitalia. Noget, der ville være utænkeligt i Japan, sker altså i virkeligheden.
Det kan ikke forklares alene med en simpel ”adskillelse af infrastruktur og drift”. Den såkaldte ”lov om åben adgang”, som blev vedtaget med det formål at liberalisere jernbanetransporten i hele Europa, gjorde det muligt for Italo at komme ind på markedet.
Selv om infrastruktur og togdrift er blevet adskilt, tilhører RFI stadig samme koncern som Trenitalia og så bestemt ikke positivt på Italos indtræden på markedet. RFI forsinkede derfor åbningen ved gentagne gange at påpege mangler i Italos procedurer og udøvede endda åbenlys chikane ved i første omgang kun at tillade terminaler på stationer i forstæderne. (I dag bruger Italo de samme terminalstationer som Trenitalia)
Italos indtræden på markedet har sandsynligvis også bidraget væsentligt til forbedringen af Trenitalias togdrift.
Trenitalias togkategorier
Blandt Trenitalias 3 vigtigste togkategorier i den bedre klasse findes Frecciarossa, Frecciargento og Frecciabianca. På italiensk betyder navnene henholdsvis »rød pil«, »sølvpil« og »hvid pil«. Det er Trenitalias »tre pile«. (Med farverne i det italienske flag kunne de også have været »rød«, »hvid« og »grøn«, men måske har »rød«, »sølv« og »hvid« en særlig kulturel betydning.)
Den højeste driftshastighed er 300 km/h for Frecciarossa, 250 km/h for Frecciargento og 200 km/h for Frecciabianca, altså med regelmæssige forskelle på 50 km/h. På den samme strækning stiger billetprisen også i takt med den højeste driftshastighed, så jo kortere rejsetiden er, desto højere er prisen.
Men da Frecciarossa, Frecciargento og Frecciabianca som udgangspunkt kører på forskellige ruter bortset fra visse strækninger, kan de ikke uden videre sammenlignes med Nozomi, Hikari og Kodama på Tokaido Shinkansen.
Trenitalia bruger fællesbetegnelsen »Frecce« om Frecciarossa, Frecciargento og Frecciabianca.
Under „Frecce（Frecce）“ findes eksprestoget „InterCity（InterCity）“, og nattogsversionen hedder „InterCity Notte（InterCity Notte）“.
Som almindeligt tog med stop på alle stationer findes „Regionale“, og til samme pris findes den hurtigere såkaldte hurtigtogstjeneste „Regionale Veloce“.
| Navn | Betydning og karakteristika |
|---|---|
| Frecciarossa | Rød pil (maksimal driftshastighed 300 km/t) |
| Frecciargento | Sølvpil (maksimal driftshastighed 250 km/t) |
| Frecciabianca | Hvid pil (maksimal driftshastighed 200 km/t) |
| InterCity | Eksprestog (dagtog) |
| InterCity Notte | Eksprestog (nattog) |
| Regionale | Almindeligt tog (alle stationer) |
| Regionale Veloce | Almindeligt tog (hurtigt) |
Der findes også internationale togtyper som „EuroCity“ og nattoget „EuroNight“.
Trenitalias højhastighedstog
Italienske statsbaner ETR450（FS Class ETR 450）
Det var det første masseproducerede Pendolino. “Pendolino” betegner et køretøj med kippende vognkasse, udviklet i Italien, og var en uundværlig teknologi for de italienske jernbaner, der snor sig gennem bjergområder. Historien om højhastighedsjernbaner i Italien er historien om Pendolino.
Det blev sat i kommerciel drift i 1988 og taget ud af drift i 2015.
Med sin charmerende form og historiske betydning har den noget til fælles med Japans Shinkansen i 0-serien. (0-serien begyndte at køre i 1964, så de perioder, hvor de var aktive, er meget forskellige.)
De italienske statsbaners ETR460-serie (FS Class ETR 460)
Dette er 2. generation af Pendolino. Selvom det er et ældre togsæt, kører det stadig som Frecciabianca (”Den Hvide Pil”).
Efter ETR450-typen blev den udviklet og fremstillet af Fiats jernbaneafdeling (Fiat Ferroviaria).
De italienske statsbaners elektriske togsæt ETR600 (FS Class ETR 600)
Det er Pendolinos 3. generation. Det kører som “Frecciarossa (den røde pil)”. (Malingen på billedet er ikke “Frecciarossa”.)
Pendolino skulle have været et symbol på italiensk jernbaneteknologi og landets kronjuvel, men Fiats jernbanedivision blev desværre opkøbt af franske Alstom, så model ETR600 blev udviklet under Alstoms navn.
Ironisk nok blev ETR600-typen (Alstom Nuovo Pendolino) et verdensomspændende hit og bredte sig til markeder i Kina, Spanien, Schweiz, Polen og andre lande.
De italienske statsbaners litra E414 (FS Class E.414)
Der blev anlagt en ny højhastighedsbane kaldet Direttissima, og på bestemte strækninger blev det ikke længere nødvendigt at krænge vognkassen. ETR500-typen blev udviklet for at øge hastigheden yderligere som et „højhastighedstog, der ikke er et Pendolino“. Det er et køretøj med koncentreret kraftoverførsel.
E500-modellens 1. generation blev omdøbt til E414-modellen for at skelne den fra 2. generation. Den bruges som togsæt til »Frecciabianca« (Den Hvide Pil). (Bemalingen på billedet er ikke »Frecciabianca«-bemalingen.)
De italienske statsbaners ETR500-serie (FS Class ETR 500)
Det er ETR500-typens 2. generation.
Det kører under navnet »Frecciarossa« (Den Røde Pil).
Her står ETR500-typen og ETR1000-typen ved siden af hinanden.
Italienske statsbaner, ETR1000-klassen (FS Class ETR 1000)
Sammen med ETR500-serien kører den under navnet »Frecciarossa« (Den Røde Pil). Den maksimale driftshastighed er 300 km/t, mens den konstruktionsmæssige topfart når 400 km/t.
Det fremstilles af Hitachi Rail Italy, et datterselskab af Hitachi. Ligesom Shinkansen har toget distribueret trækkraft.
Den blev tidligere også kaldt model ETR400 (ETR 400), men nu synes betegnelsen model ETR1000 (ETR 1000) at være anvendt konsekvent, også på Hitachi Rail Italys officielle hjemmeside.
Den kaldes også undertiden »Frecciarossa 1000«.
Den imponerende form kombineret med bemalingen får den til at ligne en “kæmpe larve”. Mens koblingsdækslet åbnes og lukkes, ser det ud, som om den borer lige igennem perronen.
Forlygterne med flere linser ser flotte ud, selv om de også godt kan ligne insektøjne.
Trenitalias almindelige tog
Italienske statsbaner, klasse E402 (FS Class E.402)
Trods sit udseende kan dette elektriske lokomotiv køre ved middelhøje og høje hastigheder og bruges hovedsageligt til at trække passagervogne på ”InterCity”-tog.
De Italienske Statsbaners ellokomotiv litra E464 (FS litra E.464)
E464-klassen er almindelige elektriske lokomotiver, der trækker personvogne på togtypen ”Regionale”.
De italienske statsbaners MDVC-serie
Mærkningen »TE« på siden af køretøjet betyder, at det er et elektrisk lokomotiv. Hvis der stod »TD«, ville det være et diesellokomotiv.
Det er et idyllisk sceneri, langt fra en verden med en maksimal driftshastighed på 300 km/t.